Mine første syv dage med elbil

Læs med her for at få en førstehåndsberetning om de første dage som elbilsejer. Jeg er sikker på der vil være en ting eller to som kan hjælpe dig. Inden jeg åbner op for min ‘dagbog’ får du først et par gode råd i forhold til hvilke elementer det er godt at have på plads inden du får din bil. Og ellers kommer tingene i kronoligisk rækkefølge.

Elbil dagbog

Dagbogen indeholder følgende punkter omkring det at få en elbil

Forberedelse

Afhentning

Brug af bilens app

Tur på langfart

LÆS KONKLUSIONEN MED DET SAMME

Ting der er gode at have styr på inden bilen kommer


Opladning hjemme

Hvis du har mulighed for at lade hjemme ved dig selv er dette helt klart at foretrække - både fordi det formentlig er billigere men selvfølgelig også fordi det bare er lettere i hverdagen. Så det første du skal gøre når du begynder din elbils-rejse er at undersøge om du kan lade hjemme. Kan du det, er det bare at finde den ladeløsning der er bedst for dig. Det kan være en jungle, men heldigvis giver siden her dig god hjælp med på vejen. Bare tjek Find Ladeløsning.


Der er et par ting du skal have styr på for at finde den optimale ladeløsning:

  • Hvor mange km kører du om året
  • Hvor meget regner du med at skulle lade hjemme og ude
  • Hvad betaler du i elpris
  • Har du nedsat elafgift pga. fx varmepumpe eller solceller
  • Hvor mange år forventer du at beholde din elbil


Hvis du har klarhed over disse ting og har fundet ud af hvilken bil du skal have, går du bare ind på Find Ladløsning og så får du automatisk beregnet den billigste løsning for dig.


Husk dog at bestille din ladeboks og tilhørende aftale i god tid, da der sagtens kan være leveringstid både på udstyret og opsætningen, som skal udføres af en elektriker.


Hvis der følger et abonnement med bilen?

Der er en del bilmærker som har lavet aftaler med de firmaer som udbyder ladeløsninger. Det betyder at du i nogen tilfælde kan få opsætning gratis eller til stærkt nedsat pris. Selvom det månedlige abonnement på 700-800kr egentlig er for dyrt i forhold til dit forventede forbrug, så kan det måske godt betale sig at takke ja til den gratis/billige opsætning da alt det krævende elektriker-arbejde så er gjort. Efter 6 måneder kan du i princippet opsige abonnementet og finde en anden ladeløsning som er billigere og passer bedre til din situation. Vær dog opmærksom på, at der kan forekomme udgifter til nedtagning af den først opsatte ladeboks. Dog vil installationen af en ny ladeboks være tilsvarende billigere.


En anden fordel ved at abonnement er at du kan lade gratis på de ladestandere som den givne operatør har stillet op rundt omkring i Danmark. Dette er naturligvis interessant hvis du kører mange lange ture og har brug for at lade op på vejen. Clever er den dominerende udbyder af opladnings-abonnementer i Danmark og du kan læse mere om hvordan de fungerer lige her.


Opladning ude

Hvis du ikke har mulighed for at lade hjemme eller du får din elbil inden du kan få opsat en ladestander, så er det godt at orientere sig omkring hvilke muligheder du har for at lade ude. Hvis du vil have et fuldt overblik over dine lademuligheder når du er på farten kan du se vores oversigt her.


Har du som nævnt ovenfor tegnet et abonnement hvor der medfølger gratis opladning når du er på farten, så vil det selvfølgelig give mest mening at bruge den givne udbyders app til at finde ladestandere i dit nærområde. Eller hvis du skal køre langt så kan du tjekke hvor på din rute at deres ladestandere findes.


Hvis du ikke har tegnet et abonnement med fri opladning ude (eller du bare gerne vil have fleksibilitet når du er på farten) så findes der heldigvis flere gode apps som kan hjælpe dig med at finde ud af hvor der er ladestandere som er tilgængelige for alle. I de fleste tilfælde vil de også vise status på hver ladestander - altså om den optaget eller fri. Vær dog opmærksomhed på at denne status ikke altid er retvisende. De mest brugte apps og tjenester til visning af ladestandere i Danmark er vist nedenfor:

  • PlugShare
  • Charge4Go
  • ChargeFinder
  • Monta
  • Spirii Go 
  • Plugsurfing


Har du købt eller overvejer du at købe en Tesla vil du kunne gøre brug af Teslas SuperChargers. Disse er kun tilgængelige for Tesla elbiler - indtil videre i hvert fald. 


Hvis du har brug for en app til at planlægge din tur og som der tager højde for din bils rækkevidde samt vind og vejr, kan du med fordel benytte A Better Route Planner (ABRP). Den giver dig et ret præcist billede af hvor det vil være mest optimalt at lade samt hvor meget strøm du kan forvente at have tilbage på batteriet ved ankomst. Du kan også selv angive hvor strøm du gerne vil have ved ankomst og så tager den det med i planlægningen. Husk altid altid at lægge en buffer ind da virkeligheden jo i mange tilfælde ikke stemmer helt overens med teori.


En sidste ting du skal holde dig for øje når du planlægger længere ture hvor opladning på vejen er nødvendig, er at de opladere du kommer til muligvis ikke er ledige. I langt de fleste tilfælde vil det være kort tid du skal vente men på de meste populære ladestationer langs motorvejsnettet kan der på bestemte tidspunkter godt være en del kø. Det vil typisk være på de store rejsedage omkring helligdage, men også fredag og søndag eftermiddage kan der være trængsel. I stedet for at holde og vente 30-60 minutter på at det bliver ens tur for at man kan lade, er det oplagt at afsøge hvad der er af andre muligheder et andet sted på din rute. Selvom man har betalt for fri opladning hos Clever kan 4-5kr per kWh hos en anden operatør være at foretrække så du kan komme hurtigt frem til din destination.


Ladekabler

Mormorlader

Det sidste der er vigtigt at have på plads inden elbilen kommer er ladekabler. Det er nemlig forskelligt hvad der følger med når du køber en bil. Fælles for alle biler er dog at der følger en nødlader - også kendt som mormorlader - med. Denne lader kan til nøds bruges i en stikkontakt med jord men du skal sikre at den ikke belastes med mere end 6 ampere hvis du bruger den over længere tid. Generelt anbefaler Sikkerhedsstyrelsen at du anvender en vægmonteret ladeboks (læs mere her) hvilket leder os videre til det næste kabel der skal styr på.


Type 2 ladekabel

Det er forskelligt fra hver ladeløsning om der medfølger et type 2 ladekabel. Det er det kabel der skal gå fra ladeboksen til din elbil. Så vær opmærksom på om der medfølger et ladekabel til den ladeløsning du vælger og hvis ikke så skal du bestille et. Det kan du med fordel gøre der hvor du køber din ladeløsning, men der findes også andre firmaer der sælger disse separat. 


Et Type 2 ladekabel er også det du skal bruge når du skal lade ude på de ladestandere der kaldes destinations-ladere. På disse lades der ligesom hjemme i dit hus med vekselstrøm (AC) og derfor kan du bruge det samme kabel som du bruger fra din ladeboks. Hvis du lader meget ude eller har et fastmonteret kabel på din ladeboks vil du blive glad for at køre rundt med et ekstra Type 2 ladekabel i din bil. Så det skal du lige gøre op med dig selv hvad der passer. Et Type 2 ladekabel i god kvalitet kan fås for ca. 1.500 kr. Husk ikke at køb ladekablet for kort da du ved nogle ladestandere kan have svært ved at parkere tæt nok på og derfor har brug for lidt længde. Omvendt er der heller ingen grund til at købe et på 10 meter da det jo både vejer og fylder i din bil. Så en god middelvej er omkring 5-7 meter.


Når du lader ude ved hurtig- eller lynladere (DC-ladning) gøres dette ved brug af et CCS-stik eller CHAdeMO. Selve ladekablet sidder fast på laderen så her skal du ikke selv medbringe et kabel.



Dag 1 - afhenting


Vi hentede vores Citroën e-C4 lige op til jul så der var en tidlig julegave - især for faren :-). Hele familien var dog med på turen hentil forhandleren for at få udleveret bilen. 


Vi fik en grundig gennemgang af bilen og alle dens funktioner. Det gode ved elbiler er at de tit er ret godt udstyret, men det betyder dermed også at der er meget nyt at forholde sig til. Det er dog utroligt godt givet ud at få forhandleren til at give en grundig gennemgang. Det er jo ærgerligt at have købt en bil der kan en hel masse fede ting hvis man ikke ved hvordan de skal bruges.


Vores gennemgang tog en smule længere tid da parkerings-assistenten ikke opførte sig helt som ventet. Men forhandleren tog sig den nødvendige tid til at få det hele til at virke - så nu er det da meget lækkert at have en bil der kan parkere selv :-). Sønnike blev også bestukket med lidt chokolade inde i forretningen så vi kørte alle glade derfra.


Vi fik kørt et par småture og forbundet bilen med den tilhørende app således at vi nu kan starte og planlægge opladning direkte fra mobilen. Vi kan også sætte bilen til at forvarme inden vi skal ud og køre - det bliver vi glade for i de kommende måneder. Jeg vil gå så vidt at sige at vi ikke behøver en isskraber mere.


Vores ladestation bliver først sat op om en måned så vi fik med det samme tjekket at den medfølgende nød/mormor-lader virker. Det var bare at sætte den i en stikkontakt med jordforbindelse og derefter i bilens ladestik. Så gik den automatisk i gang med at lade omend det var med en meget begrænset hastighed. Mon ikke vi bliver nødt til at lade på nogle af de offentlige ladestandere den næste måneds tid.

Dag 2-6 - brug af bilens app


I juledagene havde vi ikke det store kørselsbehov så det blev kun til lidt småture rundt omkring, men det gav så mulighed for at få udforsket brugen af den app der hører til bilen.


Forvarmning af bilen

Det første vi testede af var forvarmningen af bilen som kan sættes i gang eller planlægges via app’en. Det er ret simpelt bygget op og det kræver derfor bare et tryk på en enkelt knap for at aktivere forvarmningen.



forvarmning

Når man lige er kommet sig over at det tager app’en 20-30 sekunder at få forbindelse til bilen kan man heldigvis konstatere at forvarmningen går i gang. Det virker endda også når bilen holder andre steder end i ens indkørsel da den har indbygget simkort som gør at den ikke behøver wifi for at være på nettet og dermed tilgængelig via app’en. Så hør lige hos din forhandler hvordan dette er for den bil du er interesseret i - altså om den skal være på wifi for at du kan fordbinde til den via den tilhørende app.


En ting der kom bag på os og som desværre nok er svær at tjekke 100% inden et køb er hvad der ligger i ordet ‘forvarmning’. Vi havde forventet at bilens kabine varmes op samtidig med at ruderne afises via de normale varmetråde i for- og bagruden. Det er desværre kun luftblæserne der sættes i gang så ruderne bliver ikke afiset sådan lige med det samme. Lidt øv og desværre ensbetydende med at vi hellere må beholde vores isskraber for nu.


Derudover havde vi også forventet at vi selv kunne indstille temperaturen i kabinen, men denne er fastsat til 21 grader hvilket vi ikke selv kan ændre. Hmm, måske en softwareopdatering vil kunne tilføje denne funktionalitet? Man har jo lov at håbe.


En sidste lidt mærkelig ting vi har erfaret er, at når forvarmning sættes til mens bilen oplader, så stopper opladningen. Vi ved ikke om dette ændres når vi får en dedikeret ladeboks og ikke længere bruger nødladeren. Hvis det ikke ændres er det ret skidt, da man jo så ikke udnytter at bilen er tilsluttet en strømforsyning og i stedet bruger strøm fra batteriet på at varme bilen op. I sidste ende går det ud over rækkevidden, da der jo så er mindre strøm på batteriet når turen starter.


Så, en god ting at huske at få klare svar på fra forhandleren er hvad der reelt er indeholdt i ‘forvarmning af bil’ funktionen.


Planlægning af opladning

Det smarte ved elbilerne er at man kan indstille dem til at lade på bestemte tidspunkter. Mest oplagt er det at oplade om natten hvor elprisen typisk er lavest. Så du behøver altså ikke stå op midt om natten for at sætte bilen i gang med at lade - bare husk at sætte ladekablet i efter du har parkeret bilen.


Der er som udgangspunkt fire forskellige måder hvorpå du kan planlægge opladningen af din elbil på:

  1. Direkte fra elbilens infotainment system
  2. Via den app der hører til elbilen
  3. Via den app der hører til din ladeboks (ikke alle ladebokse har appstyring)
  4. Tredjeparts apps som du forbinder med din ladeboks (ikke muligt for alle ladebokse)


Da vi endnu ikke har fået vores ladeboks installeret er det kun fra bilens infotainment system eller via bilens app at vi kan sætte bilen til at oplade på et bestemt tidspunkt. Vi har indtil videre kun gjort det via bilens infotainment system og det følger der en god forklaring på lige om lidt :-)

forvarmning

Det er utrolig let at fastsætte tiden for hvornår opladningen skal starte. Det er bare at indtaste det ønskede tidspunkt på skærmen og derefter trykke OK. I vores bil skal denne planlægning dog afsluttes med et tryk på en knap ved bilens ladeport før den er aktiv. Og her er svaret på hvorfor vi endnu ikke har gjort det via app’en. For her skal man åbenbart også afslutte ved at trykke på denne knap på bilen. Og så går idéen jo lidt af at kunne sidde mageligt i sofaen og styre det hele.


Vi satte opladningen til at starte kl 23:00 da det typisk er her at elprisen tager et dyk. Da det hele er nyt måtte vi jo tjekke om opladningen så også gik i gang kl 23:00. Et kig på bilen fra køkkenvinduet afslørede at det gjorde den ikke. Hmm, hvad nu?! Ind på app’en og se - heller ingen opladning i gang her. Så blev der trykket ‘refresh’ et par gange og så lige pludselig gik opladningen i gang. Fedt nok - vi skulle i det mindste ikke ud i kulden for at få den i gang. Men den skulle jo helst starte som planlagt uden at vi skal i app’en og ‘vække’ bilen.


Mens jeg skriver dette, går det dog op for mig at problemet måske er langt mindre end jeg troede. Da vi kørte i går opdagede vi nemlig at bilens ur var tre minutter bagefter det korrekte klokkeslæt så det forklarer selvfølgelig hvorfor opladningen ikke startede præcis kl 23:00 men nærmere tre minutter efter og altså ikke havde noget at gøre med om jeg ‘vækkede’ bilen via app’en. Så nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg stiller uret i bilen :-)


Nu er jeg mest spændt på om det famøse tryk på knappen ved bilens ladeport også nødvendigt når vi får vores ladeboks eller på sigt bruger en tredjeparts app. Hvis det er det, er det godt nok et lidt dårligt designvalg af Citroën.


Så, husk at få klar besked fra forhandleren om hvordan planlagt opladning fungerer i praksis så du er sikker på at bilen kan opfylde dine behov.

Dag 7 - første tur på langfart


Planlægning

Den tur vi skulle på var ca 130 km hver vej og primært på motorvej. Temperaturen var lige under frysepunktet så med vores netto batterikapacitet på 45 kWh gjorde vi os ingen tanker om at kunne nå frem og tilbage uden at lade bilen selvom den officielle rækkevidde er på 350 km. De to ting der har størst indflydelse på hvor langt ens elbil kan køre - fart og kulde - var nemlig i spil. Så som det vigtigste skulle vi sørge for at bilen var ladet op til tæt på 100% inden vi kørte afsted. Vi nåede op på 95% inden afgang.


Da vi købte bilen fulgte der et lade-abonnement fra Clever med. Hvis muligt ville det derfor give mening for os at lade på en Clever ladestander, da den strøm vi fik på batteriet så var inkluderet i det månedlige abonnement. Ved brug af deres app kunne vi konstatere at der var en 5-10 opladningsmuligheder i den by vi skulle til (Nykøbing Falster). Ikke umiddelbart prangende også taget i betragtning af at 9 af ud af 10 var ladere som maks kunne lade med 11 kW. Dvs at hvis vi skulle lade batteriet helt op, skulle bilen holde ved laderen i fire timer. Vi kunne dog se på kortet at den ene hurtiglader (effekt på 50 kW) der var, heldigvis lå på en parkeringsplads centralt i byen så vi krydsede fingre og planlagde turen efter at kunne lade ved denne.


Den første opladning

Da vi var ved at være fremme i Nykøbing Falster havde vi cirka 40% tilbage på batteriet så vi havde brugt ca. 55% af batteriet på at køre 130 km hvoraf 115 af dem var motorvej. Vi åbnede derfor Clever’s app for at se om vores foretrukne ladestander nu også var ledig så vi kunne få ladet bilen op. Det stod den til at være, så vi kørte hen til parkeringspladsen hvor ladestanderen var placeret. 


Det var åbenbart byens travleste parkeringsplads for bilerne cirklede rundt for at finde pladser. Som skrevet i app’en var ladestanderend ledig så vi gled let ind på den frie plads og kunne tilfreds se på hvordan de andre (ikke el) bilister fortsat kørte rundt og ledte efter pladser. 


Ladestanderen havde to udtag med forskellige stiktyper og til vores skræk holdt der allerede en bil og ladede på én af dem. Som langt de fleste biler skulle vi bruge CCS-laderen (den anden var CHAdeMO som få elbiler stadig bruger) og desværre var det denne som den anden bil ladede med. Øv øv - så var laderen alligevel ikke fri.


Og så alligevel. For ved et kig på skærmen på ladestanderen kunne vi se at opladningen var slut. Det var derfor muligt at tage stikket ud af den anden bilen og sætte over i vores. Derfra var det faktisk bare at trykke ‘Start’ på skærmen og scanne den medfølgende Clever ladebrik og så gik opladningen i gang. Vi kunne nu med ro i sindet slentre en tur rundt i byen og på bilens app kunne vi hele tiden følge med i hvor langt den var kommet med opladningen. Da vi kom tilbage til bilen var den på 100% og vi var derfor forberedt til den lange tur hjem igen senere på aftenen.



Hjemturen

Vi kørte hjem igen senere på aftenen og med en fuldt opladet bil kunne vi naturligvis køre hele vejen hjem til vores hus uden at skulle skænke tilgængelige ladestandere en tanke.


Som tidligere nævnt er langt de fleste elbiler ret godt udstyret. Det er også tilfældet med vores model så det var en meget positiv oplevelse at køre hjem. Til at starte med satte vi bilen til at forvarme kabinen så den havde en god temperatur da vi kom ud i den. Det er altså dejligt. 


Det var mørkt hele vejen hjem og normalt vil man på motorvejen derfor skulle slå fjernlys til og fra et hav af gange. Det var ikke tilfældet for os da bilens automatiske fjernlys virkede helt perfekt. Så det var egentlig bare at holde farten og bilen i vejbanen. Og disse ting får man jo også god hjælp til med adaptiv fartpilot og vognbane-assistent. Læg dertil et utroligt lavt støjniveau i kabinen og turen hjem føltes kun halvt så lang som normalt.


Så, når man vælger model og udstyr kan det i mange tilfælde være en rigtig god idé at sikre sig at man får de udstyrspakker med som passer til ens kørselsbehov. Derudover er det også vigtigt at få prøvekørt de forskellige biler på en rute der ligner den man som oftest vil køre. Det er især værd at tage sig tid til at få kørt en tur på motorvej så man får en god fornemmelse for bilens støjniveau ved højere hastigheder.


Der er altså noget at holde styr på når man skal finde den rigtige elbil. Heldigvis kan du bruge elbiil.dk til at holde styr på alle de biler du prøver. I din garage har du nemlig mulighed for at vurdere hver bil på følgende parametre:

  • Køreoplevelse
  • Støjniveau
  • Sæder
  • Udsyn
  • Infotainment system


På den måde kan du sikre dig at du ikke glemmer dine erfaringer med de biler du prøver. Tit er det jo over en længere periode at man prøver de forskellige biler så det er ikke altid let at skille dem fra hinanden flere uger efter.

Vurdér let de elbiler du er prøvekører

Hold let styr på de elbiler du er interesseret i og sammenlign dem på tværs af de vigtigste parametre. Det er ligeledes muligt for dig at skrive noter til hver bil. Så er det let at huske om forhandleren fik lovet dig et sæt vinterdæk med i handlen 🤞

Køreoplevelse

Støjniveau

Sæder

Udsyn

Infotainment system

Opret dig gratis som bruger her

Bedøm dine elbiler

Opsummering af den første uge som elbilist


Lad det være sagt med det samme - vi var lidt spændte på om hvordan det ville gå med en elbil med et forholdsvis lille batteri. 45 kWh (netto) var noget i underkanten af hvad vi oprindeligt havde forestillet os at vi skulle have. Men vi fik prøvet det værste af med det samme kan man sige. Motorvejskørsel i frostgrader. Så længe man er opmærksom på den stærkt reduceret rækkevidde og er villig til at bruge fem minutter på at planlægge sin tur, viste det sig dog slet ikke at være noget problem. Vi var dog også heldige med at den rigtige lader var tilgængelig da vi skulle bruge den. At skulle vente på at lade op kan helt sikkert gøre oplevelsen en smule mindre rosenrød.


Et andet bekymringspunkt var at være uden egen lader derhjemme. Det har dog vist sig ikke at være noget problem indtil videre, men det skal selvfølgelig også ses i lyset af at vi har haft ferie og derfor ikke haft det store daglige kørselsbehov. Hvis du ligger og kører 50-100 km dagligt vil det være vigtigt at du har fået installeret en ladestander derhjemme fra starten af - så husk at vær ude i god tid så du ikke risikerer at skulle være afhængig af nødlader eller offentligt tilgængelige ladere.


Givet at alt omkring rækkevidde og opladning har fungeret bedre end frygtet, er det bare tilbage at konkludere på selve køreoplevelsen i en elbil. Det kan siges meget kort: Den er rigtig god! Det er ligesom første gang man får en bil med automatgear - der er ingen vej tilbage til manuelt gear. Nu er der helt sikkert ingen vej tilbage til en benzin- eller dieselbil.


Har du ikke fundet din nye elbil endnu, så hop over på Find elbils-siden hvor du let kan finde en bil der passer til dine behov. Siden giver dig mulighed for at søge og filtrere på alle de vigtigste parametre såsom pris, rækkevidde, ladehastighed og forbrug.

Disse guides er måske også værd at læse

Vil du holdes opdateret?