Ingen dumme spørgsmål her

Du kan være helt sikker på at alle de spørgsmål du brænder inde med omkring elbiler og opladning har været stillet før. Vi vil gerne hjælpe dig, og har derfor samlet svarene her, så din start som elbilist bliver bekymringsfri.

Image alt

Alle elbiler kommer med en officiel rækkevidde angivet i kilometer (km). Dvs hvor mange km kan bilen køre på et fuldt opladet batteri. Men hvor realistisk er denne officielle rækkevidde spørger du sikkert? Som alle gode spørgsmål er der ikke noget enkelt svar. Dog er de to vigtigste parametre helt klart hastighed samt vind & vejr. Kører du på motorvej vil bilen bruge mere energi end ved bykørsel og batteriet drænes dermed markant hurtigere. Så skal du køre meget på motorvej kan du på ingen måde regne med den officielle rækkevidde. Alt afhængig af elbil vil rækkevidden let skulle nedjusteres med 20-30%. På samme måde bruger en elbil også mere energi i koldt vejr (opvarming af kabine og batteri), regnvejr (rullemodstand) og blæsevejr (vindmodstand hvis du har modvind). Så du kan roligt regne med en reduktion i bilens rækkevidde om vinteren på i hvert fald 20% i forhold til de officielle tal. Så hvis du kører på motorvej om vinteren kan du godt forvente en rækkevidde som er helt op til 30-50% lavere end det officielle tal. Det var måske et lidt nedslående svar, men nu hvor du ved det, kan du sikre dig at du vælger en bil der matcher dit kørselsmønster. Så hvis du ved du har mange længere ture på motorvej så vil det helt klar være en fordel at du vælger en bil med et stort batteri (min. 70 kWh) og en bil som kan lade hurtigt når du er på farten (DC opladning). Begge ting kan du filtrere og tilpasse når du søger efter biler på Find biler siden.

En elbils elforbrug er naturligvis tæt knyttet til rækkevidden. Rækkevidden på to biler med samme størrelse batteri vil således være bestemt af hvor effektiv hver bil er. Eller sagt på en anden måde hvor meget el/energi skal den bruge for at køre én km. Jo mere el den skal bruge, jo lavere rækkevidde har den hvis alt andet er det samme. Der er et utal af faktorer som afgør hvor effektiv bilen er, men det vigtigste er helt klart hvor aerodynamisk den er. Du kan derfor godt regne med, at højere biler vil have et højere forbrug. Derudover spiller vægt også en stor rolle ligesom store dæk og fælge også kan betyde et højere forbrug. Det har naturligvis også meget stor betydning hvor tung din speeder-fod er. Elbiler inviterer til hurtige optræk og hvis du stamper pedalen i bund ved hvert lyskryds vil du selvfølgelig opleve en stigning i bilens forbrug. Når du kigger på de forskellige elbiler og test af disse vil du støde på lidt forskellige tal som dog i princippet fortæller det samme: km/kWh: Viser hvor mange kilometer bilen kører på én kilowatt-time (kWh). kWh/100 km: Viser hvor mange kilowatt-timer (kWh) bilen bruger på at køre 100 km. Wh/km: Viser hvor mange watt-timer (Wh) bilen bruger på at køre én km. Hvis vi tager en tilfældig bil som fx årets bil i DK 2021 - Hyundai Ioniq 5 Standard Range - vil den have følgende officielle forbrugsdata: km/kWh: 5,99 kWh/100 km: 16,7 Wh/km: 167 Wh/km er det officielle WLTP-tal som altid skal opgives af fabrikanten. Bemærk at dette tal indeholder det ladetab der sker når man oplader sin elbil. Det tab der sker i ladeprocessen varierer fra bil til bil ligesom man vil opleve et mindre tab ved brug af ladeboks i forhold til en mormor/nødlader. Derudover vil et kraftigere kabel give et mindre ladetab. En god tommelfingerregel er, at man skal regne med ca. 10% i ladetab. Det letteste tal for dig at huske er dog nok km/kWh da det minder om den i Danmark mest brugte forbrugsangivelse for benzin- og dieselbiler - nemlig km/l.

Når du lader hjemme siger man at du AC-lader (vekselstrøm fra dit hus). Typisk vil det foregå med op til 11 kW. Det vil sige at hvis du har et batteri på 55 kWh (kilowatt-timer) vil det tage ca 5 timer at lade op fra 0%-100%. Husk dog at det er meget sjældent at du vil have et helt tomt batteri og formentlig også sjældent at du har behov for at lade det til 100%. Så de 11 kW du kan lade med hjemme, er rigeligt til at få nok strøm på batteriet natten over. Når du lader ude er der lidt flere muligheder: - DESTINATIONS-ladere (AC-ladning) findes på parkeringspladser, ved arbejdspladser osv. Her lader du typisk med enten 11 eller 22 kW og du vil selv skulle medbringe et ladekabel (et såkaldet Type 2-stik). Bemærk dog at de fleste biler kun kan lade med op til 11 kW ved AC-ladning. - HURTIG-ladere (DC-ladning) findes også rundt omkring i byerne ved fx storcentre og lign. De vil dog også kunne findes langs motorvejene. Her kan ladehastigheden komme helt op på 100 kW og alle ladestationer har et ladekabel så du skal ikke selv medbringe et. - LYN-ladere (DC-ladning) er typisk at finde langs motorvejene. Her kan man lade med over 100 kW og ved nogen stationer endda helt op til 300 kW. Bemærk dog, at det stadig er få biler, der kan lade med så høj hastighed. På 'Find biler' siden kan du se hver bils maksimale DC-ladehastighed. Også ved lyn-ladere vil der være et ladekabel tilgængeligt.

Med en elbil åbner der sig en hel ny verden for dig - nemlig hele opladningsdelen. Det drejer sig jo egentlig bare om at få noget strøm på batteriet, men hvis du vil nørde lidt i det, er der faktisk også penge at spare på at vælge den opladningsløsning der passer bedst til dit behov. Hvis du ikke gider nørde i det, men stadig gerne vil have den billigste opladning af din elbil så kan du helt gratis bruge siden her. På app.elbiil.dk kan du under 'Find ladeløsning' automatisk få vist hvilken hjemmeopladning af dine elbiler, som er billigst for dig. Hvis du har mulighed for at få installeret en lader hjemme hos dig selv, kan vi lige ridse dine muligheder op: 1. Køb din egen lader uden at tegne en serviceaftale 2. Køb din egen lader og tegn en serviceaftale 3. Lej eller lease en lader og tegn et lade-abonnement Som nævnt kan der være mange penge at spare ved at vælge den rigtige løsning - faktisk flere tusind kr. per år Så det kan godt svare sig, at bruge 10 minutter at finde den billigste opladning af elbil for dig. Hvis du kan lade hjemme, går du en let fremtid i møde. Du slipper for hyppige besøg på byens tankstationer og kan i stedet bruge 5 sekunder hver dag på at sætte opladeren i bilen. Ønsker du at lade bilen, når strømmen er billigst (typisk om natten) og når den er grønnest (typisk når det blæser meget) findes der masser af smarte løsninger og apps der kan hjælpe med det. Tag et kig i vores værktøjskasse, hvor nogle af disse er nævnt. Husk også at få din lokale elektriker til at tage et kig på din el-installation for at sikre, at den kan klare belastningen fra opladningen af din elbil. I tillæg hertil kan det være en fordel, at du med det samme sikre dig at kablet til ladestanderen er dimensioneret til også at klare fx en elbil mere, hvis du skulle være så heldig. I værktøjskassen finder du også sikkerhedsstyrelsens skriv om kravene.

Det at oplade din elbil, når du er på farten, er endnu ikke helt så let som at tanke benzin fra tankstationen. Det skyldes primært tre ting: 1. OPLADNINGSHASTIGHEDEN er stadig langt fra at kunne matche optankning. De fleste elbiler vil i dag bruge mellem 20-40 minutter på at lade fra 10-80%. Så det tár altså stadig lidt tid at få strøm på bilen. 2. NETVÆRKET af ladestandere er stadig under opbygning. Det vil sige, at man på spidsbelastningstidspunkter som fx weekender og højtider vil kunne opleve kø ved især hurtig- og lynladerne langs motorvejene. Så det skal man lige have i baghovedet når man kører afsted - at man måske skal vente en halv time på at kunne komme til at lade 3. MARKEDET for ladning ude kan synes uoverskueligt da man ikke kan være sikker på til hvilken pris man lader til, hvis ikke man har et abonnement eller en aftale hos det selskab der tilbyder opladningen. Derudover kan det være lidt besværligt at betale ved de forskellige ladestandere, da det langt fra er alle som tilbyder betaling via dankort, men i stedet kræver en ladebrik eller en app installeret på din telefon. Selvom det kan lyde lidt træls, så skal du lige huske dig selv på hvor tit du egentlig vil få brug for at lade på farten. Har du en oplader derhjemme vil du formentlig kun have behovet når du kører på ferie eller forlænget weekend til familien i den anden ende af landet. En anden ting at tænke på er, at du formentlig ikke behøver at lade batteriet helt op når du lader på farten. Typisk skal du jo bare have nok til at nå hjem eller til en anden destination hvor du kan lade natten over. Derfor behøver du måske kun at lade op fra 10% til 40% og så har du lige skåret 20 minutter af ladetiden. Det er nemlig sådan, at elbilerne typisk lader hurtigere i starten - dvs når der er lidt strøm tilbage på batteriet. Det er derfor også god ladestil ikke at lade til mere end 80% hvis der holder folk i kø og venter på en ledig ladestander. Simpelthen fordi opladningen går så relativt langsomt på det stadie. I den nuværende situation med udbygning af ladenetværket, kan du faktisk være så heldig at finde gratis opladning af din elbil. Det kan fx være på Q8, CircleK, OK og Lidl. Hvis du gerne vil slippe for usikkerheden med at skulle betale hver gang du lader ude, så kan du også tegne et abonnement igennem fx Clever eller E.ON. Så har du mulighed for at lade så meget du vil til en fast månedlig pris. Har du øjnene rettet mod en Tesla kan du også nyde godt af deres ladenetværk som kun Tesla’er kan lade på og til en fast lav pris.

1. Smør alle lister med silikone. Også lidt indvendigt hvor ruder kører op og ned. 2. Benyt WD-40 eller låsespray til håndtag (se evt. bilens manual). 3. Benyt en isfjerner spray til håndtag, vinduer og lygter hvis der er overisning. Læg IKKE isfjerne spray’en inde i bilen aftenen før. 4. Lad spejle blive ude (for alle brugere af bilen). Det kan ske at de ikke kan køre ud når frosten sætter ind. Kilde: Martin G. Bech

1. AnswerABC – Always Be Charged. Hvis muligt så brug 3 faser og 13 A for bedste virkningsgrad. Lad til 90%. 2. Forvarm bilen fra app 20. min. inden afgang. Alternativt indstil ønskede afgang på skærm i bilen. 3. Brug gummibakker ved fødderne og tøm dem hvis de er våde for at undgå fugt. 4. Benyt en blød gummiskraber til vinduer udvendigt – det er ikke nødvendigt med isskraber hvis man forvarmer. 5. Hav et godt og tørt viskestykke med til vinduerne indvendigt. Kilde: Martin G. Bech

Flere svar på dine elbils-spørgsmål

For flere af punkterne ovenfor har vi skrevet artikler som går endnu mere i dybden. Så når du har 5-10 minutter ekstra og en kop kaffe ved hånden, så klik dig videre ind på disse artikler for at komme til bunds i de emner du stadig er lidt usikker på.


Tag et kig i værktøjskassen

Find blandt andet ud, hvornår strømmen er billigst eller grønnest eller hvilke krav sikkerhedsstyrelsen har til opladning af elbiler.