Elprisen svinger fra time til time, og det har stor betydning for, hvad det koster at lade din elbil. Som elbilist har du typisk et strømforbrug, der ligger over gennemsnittet, så selv små udsving i prisen kan blive til mange penge på et år. Her får du et hurtigt overblik over den aktuelle elpris og en prognose for de kommende dage, og vi forklarer, hvordan prisen er skruet sammen, så du selv kan se, hvornår det bedst kan betale sig at oplade.
Aktuelle elpriser lige nu
Nedenfor kan du følge den aktuelle elpris og en prognose for de kommende syv døgn. Du kan tilpasse visningen under grafen og skifte mellem time- og døgnopløsning, så du kan se, hvornår strømmen er billigst i din landsdel.
Tilpas visningen under grafen. Kilde: Strømligning
Grafen viser spotprisen - den rene elpris på markedet, før afgifter, tariffer og moms lægges oveni. Det er svingningerne i spotprisen, du ser tydeligst fra time til time, men din samlede pris ved stikkontakten består af flere dele, som vi gennemgår herunder.
Hvordan er elprisen sammensat?
Selvom det er den samme strøm, der kommer ud af stikkontakten, betaler du for flere ting end selve strømmen. Den pris, du i sidste ende betaler pr. kWh, består af fem dele:
- Spotprisen - den rene markedspris på el
- Spotpristillæg og abonnement - din elaftales avance og faste gebyr
- Elafgift - statens afgift på el
- System-, transmissions- og nettariffer - betaling for at transportere strømmen
- Moms - 25 % oveni det hele
Spotprisen - den rene elpris
Spotprisen er den pris, strømmen handles til på elbørsen, og den fastsættes time for time ud fra udbud og efterspørgsel. Det er her, vejret spiller ind: blæser det meget, eller skinner solen, er der rigeligt med billig grøn strøm, og spotprisen falder - nogle gange helt i bund. Er det vindstille og koldt, stiger den. Det er spotprisen, du følger i grafen ovenfor.
Spotpristillæg og abonnement
Oveni spotprisen lægger dit elselskab et spotpristillæg (deres avance pr. kWh) og typisk et fast månedligt abonnement. Vælger du en elaftale med mærkning for grøn strøm, vil spotpristillægget ofte være lidt højere, fordi selskabet skal købe certifikater, der modsvarer den solgte mængde strøm. Det er på netop disse to poster, elaftalerne adskiller sig mest - og hvor der er penge at spare ved at vælge rigtigt (mere om det længere nede).
Elafgift
Staten opkræver en afgift på el. Den har historisk fyldt meget på elregningen, men er fra 1. januar 2026 reduceret til blot 0,8 øre pr. kWh (ex moms) i hele 2026 og 2027. Det er en markant lettelse for alle elbilister. Vi har samlet alt om satserne, refusion og baggrunden på vores side om ændringen i elafgiften.
System-, transmissions- og nettariffer
Tarifferne dækker omkostningerne ved at transportere strømmen hjem til dig. System- og transmissionstariffen går til Energinet (statens transmissionsnet) og er ens i hele landet. Nettariffen betaler du derimod til dit lokale netselskab, og den afhænger af, hvor du bor.
Nettariffen er særlig vigtig for dig som elbilist, fordi de fleste netselskaber siden 2024 har delt døgnet op i tre perioder med vidt forskellige takster:
- Lavlast (kl. 24-06): billigst
- Højlast (kl. 06-17 og 21-24): mellem
- Spidslast (kl. 17-21): dyrest
Et konkret eksempel: hos netselskabet Radius var vinter-taksterne i starten af 2026 cirka 12 øre/kWh i lavlast, 37 øre/kWh i højlast og hele 110 øre/kWh i spidslast (alle inkl. moms). Lader du din elbil mellem kl. 17 og 21, betaler du altså over 1 krone pr. kWh i ren nettarif - før den rå elpris, afgift og Energinet-tariffer overhovedet lægges oveni. Der er derfor rigtig god økonomi i at vente med at oplade til efter kl. 24. Taksterne varierer fra netselskab til netselskab og mellem sommer og vinter, så det er en god idé at slå op, hvad netop dit netselskab opkræver.
Moms
Til sidst lægges der 25 % moms oven på det hele - undtagen på spotprisen, der oplyses uden moms på de fleste sammenligningssider.
Hvornår er elprisen lavest?
Når du lægger spotpris og nettarif sammen, tegner der sig et tydeligt mønster: strømmen er klart billigst om natten. Både spotprisen og nettariffen er som regel lavest i lavlast-perioden fra kl. 24 til 06, mens spidslasten mellem kl. 17 og 21 er den dyreste tid på døgnet at lade på.
I sommerhalvåret er billedet dog blevet et andet i takt med, at der i Europa er blevet installeret rigtig mange solceller. Nu er det nemlig sådan, at det primært er i eftermiddagstimerne, at vi ser meget lave spotpriser i sommerhalvåret - simpelthen fordi solcellerne producerer mere strøm, end markedet kan aftage.
Har du mulighed for at lade hjemme, er det derfor en god vane at planlægge opladningen til natten. De fleste elbiler og ladebokse kan indstilles til at starte automatisk, når strømmen er billigst, så du ikke behøver tænke over det fra dag til dag. Lader du primært om natten, er det også den natlige pris (typisk målt i timerne kl. 23-06), du skal kigge på, når du sammenligner - ikke døgnets gennemsnit.
Hvordan påvirker elprisen din elbil-økonomi?
Det er vidt forskelligt, hvor meget ændringer i elprisen betyder for den enkelte. Har du allerede en ladeløsning, hvor du selv ejer laderen, har niveauet for elprisen naturligvis stor betydning for, hvad det koster dig at lade op. Med de seneste års lavere priser og den nedsatte elafgift har mange elbilister formentlig aldrig haft færre forbrugsudgifter til bilen. Der er dog ingen garanti for, at priserne bliver liggende lavt, så det giver stadig mening at holde øje med markedet - der dukker fra tid til anden ladeløsninger op, hvor et skift af leverandør kan betale sig.
Har du endnu ikke en oplader derhjemme, er det en rigtig god idé at få regnet på, hvilken ladeløsning der passer til dig. Stiger priserne igen, kan flere løsninger pludselig blive relevante - selv hvis du ikke kører mere end 15.000-20.000 km om året. Det er let at tjekke med vores gratis beregner, der tager højde for din bil, dit kørselsbehov og din elpris.
Så meget svinger ladeudgiften hen over året
Hvor meget betyder elprisen så i kroner? Vi har regnet på en almindelig elbilist, der kører 15.000 km om året i en bil, der kører 5 km/kWh - altså 250 kWh om måneden - og set på de løbende udgifter til opladning i hver måned af 2026. Foråret var årets billigste periode - for de fleste løsninger april - og oktober har indtil videre været den dyreste. Den samlede elpris om natten (kl. 23-06) steg fra 1,13 kr/kWh i april til 1,69 kr/kWh i oktober.
| Ladeløsning | April | Oktober | Forskel |
|---|---|---|---|
| Uden abonnement | 341 kr | 471 kr | +130 kr |
| Norlys Oplad 15 (eje) | 378 kr | 538 kr | +160 kr |
| NRGi Flex (eje) med elaftale | 394 kr | 525 kr | +131 kr |
| Clever One x Power | 908 kr | 1.068 kr | +160 kr |
| Ladeløsning | April | Oktober | Forskel |
|---|---|---|---|
| Norlys Oplad Ude 15 | 499 kr | 659 kr | +160 kr |
| E.ON Drive City Spot | 574 kr | 818 kr | +244 kr |
| Uden abonnement (gns. ladepris) | 845 kr | 922 kr | +77 kr |
| Clever One Network | 999 kr | 1.159 kr | +160 kr |
Fire ting er værd at hæfte sig ved:
- Hjemmeladning er stadig billigst, men den følger elprisen. Lader du hjemme på en almindelig elaftale, betaler du hver måned den aktuelle pris om natten. For den samme kørsel blev det omkring 130 kr mere om måneden i oktober end i april. Tallene bygger på nattens pris (kl. 23-06); er du hjemme om dagen i sommerhalvåret, kan du lade billigere, fordi dagtimerne kl. 07-17 fra april til september 2026 var 28-59 øre/kWh billigere end natten.
- Et "fast" abonnement er ikke helt fast. Clever og Norlys Oplad lægger et energitillæg oveni, når spotprisen inkl. moms over hele døgnet kommer over 89 øre/kWh. I oktober lå den på 153 øre, og så koster tillægget 160 kr ekstra om måneden. I 2026 har tillægget været aktivt i 9 af årets første 10 måneder - kun i april har abonnementet reelt været fast.
- Abonnementer, der følger elprisen, svinger mest. E.ON Drive City Spot tager den aktuelle elpris plus 25 øre/kWh og gav årets største udsving: 244 kr mellem april og oktober.
- Ladestanderne uden abonnement svinger mindst, men er dyre. Operatørernes listepriser flytter sig langsommere end elprisen, så forskellen er under 80 kr. Til gengæld er det blandt de dyreste måder at lade på, hvis du lader meget ude.
Regner du med årets gennemsnit i dit budget, så læg en buffer ind: i måneder med høje elpriser ligger udgiften typisk 10-25 % over gennemsnittet, svarende til 75-150 kr om måneden for de fleste løsninger. Hvad opladningen koster pr. kWh, pr. fuld opladning og pr. 100 km lige nu, kan du se i vores guide til hvad det koster at lade en elbil.
Bruger du et ladeabonnement som Clevers, er du også afhængig af elprisen på en anden måde: den indgår både i et eventuelt energitillæg og i den tilbagebetalingssats, du får for hjemmeopladning. Med den lave elafgift i 2026 falder Clevers tilbagebetaling markant. Vi gennemgår det i detaljer i vores guide til Clever-abonnementet.
Sådan har elprisen udviklet sig
Elprisen har været på en vild rejse de seneste år. Under energikrisen i 2022 steg priserne kraftigt og ramte rekordniveauer, som fik mange til at ændre vaner og lade om natten. I løbet af 2023 faldt priserne igen, og i 2024 fandt elprisen et rigtig fornuftigt leje - faktisk havde strømmen ikke været billigere siden 2021. I 2025 steg priserne en smule igen, men holdt sig samlet set på et moderat niveau.
Fra 1. januar 2026 blev elafgiften samtidig sat markant ned til 0,8 øre/kWh, hvilket trækker den samlede pris ved stikkontakten yderligere ned for alle med elbil. Den lave elafgift har gjort opladning af elbil billigere, end det har været i mange år - men 2026 viser også, at spotprisen stadig kan trække prisen op. Efter en billig forårsperiode steg elprisen igen i andet halvår: spotprisen inkl. moms over hele døgnet gik fra 76 øre/kWh i april til 153 øre/kWh i oktober, og den samlede pris om natten fra 1,13 til 1,69 kr/kWh. Hvad det betyder for din månedlige ladeudgift, kan du se i tabellerne ovenfor. Hvordan billedet ser ud lige nu og de kommende dage, kan du altid følge i grafen øverst på siden.
Find den billigste elaftale
Du skal se dig godt for, inden du vælger elaftale. Som elbilist har du typisk et højt strømforbrug, og fordi en stor del af elaftalens omkostninger afhænger af forbruget, kan der være mange penge at spare på et år ved at vælge den billigste aftale frem for den dyreste. Forskellen ligger primært i abonnementet og spotpristillægget - og i, om aftalen tilbyder mærkning for grøn strøm.
Den bedste måde at sammenligne elaftaler på er hos Strømligning, som er den mest gennemsigtige kilde til at sammenligne omkostningerne. Ud over spotpristillæg og abonnement tager Strømligning også højde for betalingsgebyrer og betingelser for hver enkelt aftale, så du sikrer dig både den billigste og den bedste aftale. Grafen øverst på siden trækker netop data fra Strømligning.
Som vi beskriver i vores guide om ændringen i elafgiften, kan der desuden være en fordel ved at vælge en ladeoperatør, der også tilbyder en elaftale - så du samler din opladning og din strøm ét sted.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad består elprisen af?
Den pris, du betaler pr. kWh, består af spotprisen (den rene markedspris på el), dit elselskabs spotpristillæg og abonnement, elafgift til staten, system- og transmissionstariffer til Energinet, en nettarif til dit lokale netselskab og 25 % moms oveni.
Hvornår er elprisen lavest?
Strømmen er som regel billigst om natten i lavlast-perioden fra kl. 24 til 06, hvor både spotprisen og nettariffen typisk er lavest. Dyrest er det i spidslasten mellem kl. 17 og 21. Kan du lade hjemme, er det derfor en fordel at planlægge opladningen til natten.
Hvad er en nettarif?
Nettariffen er den betaling, du giver til dit lokale netselskab for at transportere strømmen hjem til dig. Den afhænger af, hvor du bor, og de fleste netselskaber opdeler døgnet i lavlast, højlast og spidslast med forskellige takster - hvor spidslasten mellem kl. 17 og 21 er klart dyrest.
Hvad er forskellen på spotpris og elpris?
Spotprisen er den rene markedspris på el uden afgifter, tariffer og moms. Elprisen - det du reelt betaler ved stikkontakten - er spotprisen plus elselskabets tillæg og abonnement, elafgift, tariffer og moms. Spotprisen oplyses oftest uden moms, mens den samlede elpris er inkl. moms. Læs om elafgiften →
Er det blevet billigere at lade elbil i 2026?
Ja, især på grund af elafgiften, der fra 1. januar 2026 blev sat markant ned til 0,8 øre/kWh i hele 2026 og 2027. Spotprisen svinger dog stadig: den var lav i foråret, men steg igen i andet halvår, så oktober 2026 blev årets dyreste måned at lade i indtil videre.
Hvor meget svinger udgiften til opladning hen over året?
Mere end mange tror. Kører du 15.000 km om året, kostede opladningen typisk 77-244 kr mere om måneden i oktober 2026 end i april 2026, afhængigt af ladeløsning. Selv abonnementer med fast pris steg med op til 160 kr om måneden, fordi energitillægget slår til, når elprisen er høj.
Guides & artikler
Sådan virker et Clever abonnement til opladning
Lær om alle fordele og ulemper ved at tegne et ladeabonnement. Du får også en grundig indføring i hvordan Clevers tilbagebetalingssats beregnes.
Hvad koster det at lade en elbil?
Se hvad det koster at lade en elbil hjemme og ude: pris pr. kWh, pr. fuld opladning, pr. 100 km og pr. måned - med aktuelle ladepriser og beregninger på rigtige elpriser fra 2026.
Opladning af elbil på farten
Skal du lade elbil på farten? Se de aktuelle priser for offentlig opladning hos alle udbydere, find den billigste ladning – med eller uden abonnement.
Kan elnettet holde til elbilerne?
Kan det danske elnet følge med, når flere og flere kører elbil? Vi taler med ekspert Andreas Thingvad om ladeparker, ladevaner, smart-charging og elbiler som en ressource i nettet.
Firma-elbil: opladning, godtgørelse og skat
Har du elbil som firmabil? Få overblik over hjemmeladning, godtgørelse for strømmen og reglerne for skat på ladeboksen - forklaret enkelt, så du undgår dyre overraskelser.
Fri opladning af din elbil
Findes der fri og ubegrænset opladning af elbil til en fast månedlig pris? Se hvad fri opladning egentlig dækker over, hvem der tilbyder det, og hvornår et ladeabonnement med fri opladning kan betale sig.